Droneflyvning 2022

13. januar 2022

Svendborg Fjernvarme får termograferet forsyningsnettet i perioden mellem 17. januar og 17. februar. Da det kræver særlige vejrforhold, kan det ikke siges hvornår i perioden det kommer til at foregå.

 

Termograferingen udføres fra drone, der vil flyve i 80-100m højde. Dronen tager ingen billeder, men måler kun varmestråling fra jorden. Det bruges som beslutningsgrundlag til senere renoveringer eller til akut indsats mod lækager. Flyvningerne forventes mellem kl. 23.00 – 06.00, men det kan også ske i dagtimerne.

Vi har mange kilometer fjernvarmerør at holde øje med, så hvis der går hul på et rør i dag, kan det tage tid at lokalisere stedet præcist, og vi risikerer nogle gange at skulle grave op i et større område end nødvendigt. Det er både tidskrævende og dyrt.

Fra luften kan dronen med en termisk sensor måle varmeudstråling og skabe et billede af det. Det er ikke almindelige billeder der tages, men derimod en grafisk mosaik hvor man kan identificere unormalt høje temperaturer og dermed sandsynligheden for et varme- og vandtab.

Ved at termografere fra en drone er det vores klare håb at vi hurtigt kan få et mere præcist overblik over hvor der eventuelt er utætheder og derved hurtigt at kunne gøre noget ved det til gavn for både CO2-regnskabet og varmeregningerne.

Der er en række forhold der skal være i orden for, at det overhoved er muligt at termografere med droner.

For at få de bedste resultater og de rigtige temperaturer sender vi dronerne i luften når det er koldt.
Der må ikke være regn eller våd asfalt, for så kan de ikke måle de rette temperaturer. Der må også kun være middelvind under 8 meter i sekundet, ellers kan de ikke flyve stabilt.